Rengøring af Le Klint lamper

Rigtig mange  er med tiden blevet de heldige ejere af en Le Klint lampe, hvad enten de har købt, fået eller arvet den. Le Klint laver nogle super flotte lamper med håndfoldede skærme i et unikt og tidløst design af høj kvalitet. Det er bl.a. noget af det, der har gjort dem så populære og eftertragtede – ikke blot på det danske marked. Men disse skærme er også noget af det, der kan drive enhver rengøringskone eller husmor til vanvid. Lige så smukke de er, lige så skrøbelige er de også – og så kan det være lidt af en dyr affære at skulle investere i en ny. Jeg har forsøgt at samle nogle gode råd om, hvordan man nemmest og mest skånsomt kan rengøre sin Le Klint lampe.

Plastskærme

Er skærmen lavet af plastmaterialet af PVC-typen, kan den tåle at blive vasket forsigtigt i vand med håndtemperatur. Man kan evt. tilsætte en lille smule opvaskemiddel til vandet. Man kan bruge en blød børste til nænsomt at rengøre skærmen. Efter rengøringen skal skærmen skylles under en bruser med koldt vand og herefter bare stilles til tørring. Har du noget demineraliseret vand stående, kan du med fordel skylle lampeskærmen med det bagefter for at undgå kalkskjolder fra det almindelig vand i hanen. Det er især vigtigt for dem, der bor i områder, hvor vandet indeholder meget kalk. Det er meget vigtigt, at du lader skærmen lufttørre, da du ved fx at bruge en hårtørrer kan risikere at give skærmen misfarvninger eller ligefrem smelte noget af materialet.

Lampeskærme af andet materiale

Er lampeskærme imidlertid ikke lavet af plastik, er de svære at rengøre. Men handler det blot om, at den skal støves af, gøres dette nemmest ved hjælp fra støvsugeren (Den kan selvfølgelig også bruges til at fjerne støv på en plastskærm!). Til de fleste støvsugere hører der ofte en lille børste med bløde hår, og hvis man bruger den og sætter sugeevnen på støvsugeren ned, kan man på denne måde fjerne støvet fra skærmen. Hvis man har en blød og langhåret børste, kan man også selv børste skærmen forsigtigt af.

Er skærmen blevet meget gullig?

Er din lampeskærm derimod blevet meget gullig, er det nok ved at være tid til, at den skal skiftes ud. Det er næsten umuligt at redde en sådan skærm, uden at den går i stykker på anden måde. Så er du i den uheldige situation, at din skærm har fået et kraftigt gulligt skær, så er der ikke meget andet at gøre end at skifte den ud.

Nøgleordet er FORSIGTIGT

Når man har med en Le Klint lampeskærm at gøre, er nøgleordet simpelthen forsigtighed. Hvis man sørger for at holde den nogenlunde fri for støv ved hjælp af overstående metode, vil det ikke være nødvendigt at vaske den særlig ofte. Man kan selvfølgelig tage andre forbehold, så man selv kan sikre, at lampen udsættes for mindst mulig skade. Undgå fluer, der ofte kan efterlade ulækre ting på skærmen, hold børnene fra at røre ved skærmen og befri den jævnligt fri for støv. På den måde undgår du de værste fælder.